OM PILGRIMSVANDRING

                                             DEL IV    

PILGRIMSVANDRING I MIDDELALDEREN

Pilgrimsvandring i middelalderen var noget af en farefuld færd.

Det skal huskes, at man startede pilgrimsfærden, når man forlod sit hjem og man gik derefter oftes kun til fods helt til et pilgrimsmål, Santiago de Compostela, Rom eller Jerusalem, der var de 3 store pilgrimsmål.

Baggrund for at tage på pilgrimsfærd eller pilgrimsvandring var ofte, at ens synder var blevet så store eller mange, at den enste måde man med sikkerhed kunne sone dem på og dermed komme i Himmerrige, var at kunne få en helgen til at gå i forbøn for én ved Himmelens Port og  jo større helgen jo tættere på Gud og Jesus denne var, jo sikre var man på at komme ind i Paradis.

Santiago de Compostela og Rom var de nærmeste store pilgrmsmål og ingen af dem var uden fare at vandre til.

Det hævdes, at mindre en halvdelen af dem som drog på pilgrimsærd nogensinde vendte tilbage til deres hjem igen.

Enten blev de syge undervejs og døde af sygdommen, dræbt af banditter, ofre for krigshandlinger, eller også så magtede de ikke at vende/vandre hjem igen.

Mange blev også direte opfordret til at tage ophold i det udenlandske og bosætte sig et sted på vejen hjem.

Set i et moderne perspektiv er pilgrimsfærd eller pilgrimsvandring ikke så religiøst betonet som tidligere.

Mange af de som vandre på de gamle pilgrimsveje, kalder sig pilgrimme ud fra, at de vandre på på de gamle pilgrimsveje, men bære ikke det religiøste islæt med sig.

De har et pilgrimspas, som er udstedt af en organisation og hvor pilgrimspasset (se


billedet ovenover) giver adgang til overnatning på et kristent eller verdsligst overnatningsted - herberg - til en rimelig pris. I pilgrimspasset indføres dagligt stempler, væsentligst fra overnatningsstedet eller fra kirker, cafeer o. lign. for at indehaveren har dokumentation for at have vandret eller på anden vis trapsorteret sig fra sted til sted. I tidligere tid gav pilgrimspasset eller pilgrims rejsedokumentet adgang til gratis goder eller særlige retteigheder og beskyttelse og ved endemålet var det dokumentation for, at man havde ret til forladelse for sine synder.

Den moderne pilgrim nyder ikke denne beskyttlse, men opnå dog ofte  større respekt og tillidsfuldhed end en almindelig turist.

Pilgrimsvandring er per tradition "at vandre mod et helleigt sted" og pilgrimsvandring har fundet sted i århundreder.