OM PILGRIMSVANDRING

                                             DEL V    

Det var hermed afslutningen  Retur

Indtil reformationen - og stadig i den katolske kirke - er pilgrimsvandring en tradition, hvor man vandre til en helgen. I den vestlige del af Europa er det overvejende til Santiago de Compostele i nordvest Spanien, hvor Sankt Jacobs relekvier er i Katedralen i Santiago.

For italienerne er det overvejende mod Peterskirken i Rom, hvor Sankt Peters relikvier er.

På de mest benyttede pilgrimsveje er infrastrukturen i de senere år blevet god, med god afmærkning og overnatningssteder med rimelig passende afstand. Især i Spanien er pilgrimsvejene velforsynede med afmærkninger, overnatnings- og spisesteder. På Via Francigena er det ved at komme, men stadig i Frankrig, er der mangel på overnatningssteder i rimelige daglige vandre afstande. Afmærkningen i Frankrig lade os noget tilbage at ønske.

Den moderne pilgrims udstyr er jo milevidt forskelligt fra middelalderens pilgrimmes. Dengang var det en kjortel og et stort overslag, der udgjorde beklædningen, en stor filthat med bred skygge, som kunne holde regn og sne fra ansigtet, sandaler eller intet fodtøj og en taske eller sæk hængende fra skulderen, en stav og en kalabas til vin/øl eller vand.

Udstyret i dag er let beklædning med egenskaber, der gør det nemt at håndtere, langebukser der kan lynes af til korte bukser, overtøj til alt slags vejr af lette og modstandstygtige materialer, en rygsæk med et vedsiddende ophæng i regntæt materiale, moderne letvægts fodtøj, der er vandafvisende og der tørre hurtigt efter fugt, vandrestave af god og holdbar kvalitet, der kan klare store belastninger og drikkesystemer indbygget i rygsækken. Hvilken forskel.

Hertil kommer, at den moderne pilgrim ikke skal tænke på alvorlige sydomme, men kan nøjes med vabler og ind i mellem stik fra insekter og få behandling i løbet af dagen, ikke skal tænke på om der er røver og banditter, som kan blive ens endeligt, eller tænke på om det nu også er den regtige retning, der følges,  fordi der er afmærkning eller der bruges GPS eller smartphone til navigation. Og den solide træstav er udskiftet med letvægts vandrestave, der yder bedre komfort end en tung stav.

Og ikke mindst, den moderne pilgrim går kun i en retning - mod pilgrimsmålet - og tager oftes en anden transport tibage til sit hjem.

Så en moderne pilgrimsfærd lader sig ikke sammenligne med den middelalderlige. Den moderne pilgrimsfærd er en ren skovtur sammenlignet med middelalderens.Hvad er det så der tiltrækker mennesker til at vandre dag efter dag - på f. eks. Via Francigena - op til 90 - 100 dage i træk?

Det siges, at er man først begydt på at pilgrimsvandre, så er man tilbøjelig til at gøre det igen.

For mit vedkommende er det, der tiltrækker mig, at kunne vandre på gamle pilgrimsveje, hvor der er millioner af mennesker, der har vandret mod det samme mål og med den samme baggrund på et kristent grundlag - at vandre mod en katedral med relekvier. At vandre på afmærkede vandreveje med en infrastruktur, der gør det bekvemt og sikkert at vandre, i øvrigt igennem et skønt landskab, med en imødekommende lokal befolkning og med overnatningsmuligheder ad libitum.

For mig giver det tryghed og sikkerhed, det giver en særlig oplevelse at gå i andres fodspor med det mangefold af kukturminder, fra romerske ruiner og veje, til middelalder kirker og katedraler, til andre historiske bygningsværker og kulturminder i et kristent og religiøst samfund, hvor der er et internationalt fælleskab, hvor de bærende kræfter er næstekærlighed og medmenneskelighed, men også plads til ensomhed og søgen mod indre værdier.