Sarria har jeg aldrig fundet særlig tiltrækken de, måske fordi jeg kun har vandre igennem byen af cominoen. Dog kan jeg huske fik jeg et flot rødt stempel i mit pilgrimspas i kirken der ligger ved den lange trappe, man skal vandre op ad.

Baggrunden for at mange pilgrimme begynder deres pilgrimsvandring i Sarria er, at der der fra er ca. 117 km til Santiago. For at få det af mange eftertragte Compostela – bevis på at man har gennemført en pilgrimsvandring, så kræves det, at pilgrimmen kan dokumentere ved stempler i sit pilgrimspas, at have vandret de sidste 100 km, og det krav opfylder byen ved sin placering.

I øvrigt kræves det, at der er to stempler pr. dag i pilgrimspasset de sidste 100 km uanset hvor pilgrimmen i øvrigt er startet, om det så er hjemmefra.

Husk i øvrigt at købe et pilgrimspas – gerne hjemmefra hos den danske Santiago Pilgrims forening – og gå så til din lokale kirke og få præsten til at give dig det første stempel og få en velsignelse. For dig og præsten er det ofte en stor oplevelse, for ikke alle præster har prøvet det ritual før.

Når vi skal videre – vi skal nemlig fortsat mod vest – og 17 km fra Sarria, står i hvert fald i 2012 og 2013 en kilometersten i granit bemalet med 100 km – nok den mest fotograferede sten på Camino Frances.

Og sjov nok så er der ikke 100 km til Santiago derfra, men 105 km (sådan er der mange finurlig heder på caminoen).

Cirka en sne kilometer fra Sarri, ligger Portomarin. Byen som er blevet flyttet for at give mulighed for at lave en stor kunstig sø i 50’erne under Franco sty ret. Ikke langt fra går floderne Miño og Ferreira sammen og det er udnyttet og vandet bruges dels til vanding og dels til at producere elektricitet.

Når vandstanden er lav, kan man på bunden se den gamle by. Nok var beboerne chokeret over at skulle blive tvangsflyttet op på skråningen, men at de ikke kunne få deres gamle kirke med, var for meget. End en på historien er, at den gamle kirke blev pillet ned sten for sten og efterfølgende rejst sten for sten i den nye by.

En række byer ligger nu som perler på en snor og tilbyder pilgrimme gode overnatningssteder, sådan i Palas de Rei – der har sit navn efter at et palads som den vestgotiske konge Witiza lod bygge længe før romerne indfandt sig. Og så skal det nævnes, at strækningen mellem Portomarin og Palas de Rei i middelalderen var noget af en skændsel, idet stedet var det rene udendørs bordel, hvor billige og villige damer bød sig til over for de ydmyge pilgrimmene og det medførte at kirken lyste byerne og beboerne i band. Sådan noget uvæsen kunne ikke tillades, så tæt på Santiago.

Melide var og er fortsat et pilgrimsknudepunkt. Her gå Camino Frances sammen med Camino Primitivo. I Melide siges det, at man kan spise de bedst tilbe redte – pulpu - blæksprutter i Spanien (og så er der næsten 200 km til havet ????). Dem man får serveret i Santiago, Santander og i andre kystbyer er faktisk også lige så gode.

Herfra er der nu lidt over 50 km til Santiago – og det kan mærkes.

Der er mange pilgrimme på caminoen nu – især i højsæsonen – op mod en kvart million pilgrimme p.a. vandre til katedralen i Santiago og de fleste skal den samme vej. Her kommer både de slidte pilgrim me, der har mere end op mod 800 til 1.000 km bag sig og de, som er begyndt for få dage siden og som kommer i rene vandresko og hjemmevasket vandre tøj med små rygsække og en flaske vand i hånden. Og når mange mennesker er sammen, så opstår der lidt skærmydsler ind i mellem, når der ved barens toilet er kø eller der ikke er siddepladser nok i baren eller der ikke er flere tostadas eller Magaritas, så er det ikke altid næstekærligheden er i højsædet, eller når der ikke er flere ledige senge i alberguet eller at hostallet ikke har flere ledige værelser og sidste pizzaria er lukket og slukket.